Stressreaktioner kan hjælpe kroppen med at tilpasse sig nye situationer, og det kan være funktionelt i forhold til at holde os opmærksomme, motiverede og klar på at undgå fare. Hvis man for eksempel står overfor en vigtig test, kan en stressrespons hjælpe kroppen med at arbejde hårdere og holde sig vågen længere. Stress kan dog også blive et problem, når stressorer fortsætter med at være til stede uden lindring eller perioder med afslapning. Når det er tilfældet, kan det ofte forekomme som noget pludseligt eller chokere os, at vi oplever fysiske, mentale eller følelsesmæssige reaktioner – reaktioner, som vi typisk anser for ubehagelige eller funktionsnedsættende. Men hvorfor bliver vi overraskede? Hvorfor lægger vi ikke mærke til, at vi er ved at blive stresset? Og hvorfor stopper vi ikke os selv? 

Forud for stress kan der være en proces, hvor vi får mere og mere travlt; bliver mere og mere pressede; bruger mere og mere af os selv – og til sidst ender vi med at have brugt alt vores energi og alle vores ressourcer. Her kan der være tale om en omvendt tyngdekraft, der trækker os op fremfor ned. Den omvendte tyngdekraft kan fx gøre, at vi ikke oplever, at vi yder for meget – anstrenger os i for høj grad – bliver ved lidt for længe – eller ikke giver slip på det, som stresser os. Det kan sammenlignes med, at vi bevæger os ned af en trappe – og pludselig finder vi os selv på bunden – i en stresstilstand – uden at vi lagde mærke til, at vi var på vej ned, eller at vi var ved sidste trin. Den omvendte tyngdekraft kan fx bestå af vores mange erfaringer, gode kvaliteter og stærke netværk. Har vi tidligere oplevet at kunne holde ud i svære situationer, kan det være med til, at vi fortsætter trods udfordringer. Er vi arbejdsomme, pligtopfyldende, viljestærke og lignende, kan det betyde, at vi kan stå imod modgang trods personlige bekostninger. Bliver vi støttet og hjulpet af fx en god partner, gode venner eller gode kollegaer kan det også bidrage til, at vi bliver ved, selvom vi har overskredet vores personlige grænser. 

Derfor kan vi opleve det som et chok, når vi lander på bunden og oplever at være stressede, da vi ikke lagde mærke til, hvordan eller hvor meget, vi var presset. Og når vi står på bunden og skal op igen, så skal vi op af lige så mange trin, som vi gik ned ad. Forskellen er dog, at nu kan trinene være højere. Trinene kan være højere, da vi har brugt alt vores energi; er i underskud på vores ressourcer; mangler overskud; er overvældet; og fordi vi generelt skal gøre noget andet, end vi plejer. At trinene er blevet eller føles højere, kan både betyde, at det kan være hårdt at komme op ad trappen igen, og at det kan tage lang tid. Det gode er dog, at når man igen står på toppen, så har man tilegnet sig ny viden, nye erfaringer, nye kompetencer og nye strategier – og alt sammen bidrager det til, at man står stærkere, og at man lettere kan håndtere det i fremtiden. 

Men hvad kan man gøre? Hvordan kan man hjælpe sig selv til ikke at yde for meget? Ikke at presse sig selv ud over kanten? Eller ned ad trappen? Sommetider kan det være funktionelt at spørge sig selv, “hvad koster det”, som jeg ”er” og ”gør”. Bruger jeg for meget energi? Går jeg på kompromis med mine værdier? Overskrider jeg mine grænser? Og giver jeg mere, end jeg har ressourcer til? Oplever man at være i underskud og at have betalt dyrt, kan man gå to veje: Enten kan man vælge at “betale mindre” – at gøre mindre af det, som er hårdt, svært og kræver meget energi. Her kan det være vigtigt at sige fra; sige nej; sætte grænser; bede om hjælp; gøre mindre; gøre det langsommere; og generelt frasortere det, der ikke er vigtigt lige nu. Man kan også vælge at “betale sig selv tilbage” – at gøre noget godt og/eller vigtigt for en selv, som kan give noget ny energi. Det kan være at opfylde sine behov; fokusere på sine ønsker; slappe af; lave ingenting; gøre det, der gør en glad; anerkende sig selv; og bare være i nuet. Det kan selvfølgelig været tilfældet, at vi sommetider ikke har et valg – men skal gøre noget – og skal gøre det til ende. Og det er okay. Det er okay at låne fra ”opsparingen”. Vi skal bare huske at sætte penge tilbage, så vi har samme buffer en anden gang. Det er altså vigtigt at gøre det, der giver os energi. Ny energi. Ny energi til at kunne være mere af os selv – til at kunne gøre det, der er værdifuldt – og meningsfuldt. Både for os selv. Og dem, vi holder af.