Hvem er vi?
Vi er en moderne psykologvirksomhed som har til formål at tilbyde virksom psykologisk behandling, rådgivning og supervision til alle der har brug for det. Vi arbejder på grundlag af kontekstuel adfærdsvidenskab, som er en videnskabsfilosofisk og forskningsbaseret tilgang som er i global vækst og hvis primære fokus er at finde ud hvad der virker i forhold til at få livet til at fungere. Man taler om at den kontekstuelle adfærdsvidenskab er den tredje bølge af psykoterapi.
Kontekstuel adfærdsvidenskab er en grundlæggende tilgang som flere terapeutiske retninger lægger sig op ad. Blandt de mest udbredte er Acceptance & Commitment Therapy (ACT), Compassion Focused Therapy (CFT), Functional Analytic Therapy (FAP) og Dialectic Behavior Therapy (DAT). Men tilgangen er også beslægtet med elementer i de fleste former for psykoterapi, herunder metakognitiv terapi, kognitiv adfærdsterapi, narrative, systemiske og psykodynamiske terapiformer og kan også fint forenes med disse.
En af de helt afgørende egenskaber ved en tilgang baseret på kontekstuel adfærdsvidenskab er at vi ikke har fokus på symptomreduktion. Vores fokus er på hvordan du/vi kan leve et meningsfuldt liv og gøre de ting der betyder noget for os.
KonPsyk – Center for Kontekstuel Psykologi består af tre afdelinger: Odense, Faaborg og Kolding. Hver afdeling består af en række kompetente psykologer, psykologpraktikanter og studentermedhjælpere.
Herunder kan du danne dig et overblik over, hvem der hører til de forskellige afdelinger.
Odense
Vores afdeling i Odense er den største af vores afdelinger. Afdelingen består af to autoriserede psykologer, én psykolog, to psykologpraktikanter og to studentermedhjælpere, som du kan møde herunder.

Anders Christian Randløv
Autoriseret psykolog
Jeg ser mig selv som en guide der kan vise ting i landskabet det kan være nyttigt at lægge mærke til, og som kan hjælpe dig med at finde den vej, dit liv skal bevæge sig ud af. Som guide er det min opgave at lade dig gå vejen selv, men at hjælpe dig til at håndtere og overkomme de forhindringer der måtte dukke op. I den proces er jeg i gang med at gå min egen vej og betragter det samarbejde vi etablerer som at vi er rejsekammerater på en del af rejsen. Så vores samarbejde er også noget jeg finder værdi og glædes over at jeg kan få lov til at deltage i.
Jeg tilbyder desuden også samtaler i Faaborg.

Rikke Hansen
Autoriseret psykolog
Jeg vil møde dig i lige netop dét du finder svært, og med fokus på tanker og følelser, værdier og behov, vil vi sammen finde vejen til dét, der giver mening for dig.
Jeg er særligt optaget af at arbejde med relationer, – både de relationer vi har til hinanden, og relationen med os selv. Vi kan være vores egen bedste ven og vores egen værste fjende, og det kan være svært at mærke forskel. Men med træning i opmærksomhed og nærvær med dig selv, vil du opleve at forandring og udvikling vil sprede sig som ringe i vandet til alle dine livsområder og alle dine relationer.
Jeg vil være både i Odense og Fåborg.

Troels Kramhøft Rasmussen
Psykolog
Min vigtigste opgave er at skabe trygge rammer for dig, så du får mulighed for at udvikle dig og få ny indsigt i dig selv og det du står i. Det er mit ønske at vi skaber et rum baseret på tillid og autenticitet, hvor du kan tale om de tanker og følelser, der fylder hos dig. Vi starter med at klarlægge din nuværende situation, og ser dernæst på hvordan vi sammen kan skabe fremgang både i og uden for sessionerne.

Kaja Edith Aunstrup
Psykologpraktikant
Jeg studerer psykologi på Syddansk Universitet, og i den forbindelse er jeg i praktik hos KonPsyk.
Jeg tilbyder støttende samtaler med ‘ACT’ som terapeutisk tilgang. Mit fokus er at skabe et trygt og åbent rum, hvor vi i fællesskab kan udforske de udfordringer, du måtte opleve.

Johanna Kamma Cools Streich
Studentermedhjælper
Jeg arbejder som studentermedhjælper hos KonPsyk, og derudover studerer jeg Psykologi på Syddansk Universitet.
Jeg er med til at planlægge dit behandlingsforløb, og jeg ønsker at give dig det bedst mulige forløb hos os.

Malena Koppmann
Psykologpraktikant
Jeg er i praktik hos KonPsyk i forbindelse med min uddannelse på Syddansk Universitet. I samtalerne arbejder jeg ACT-baseret, hvorfor jeg igennem støttende samtaler, vil hjælpe dig med at håndtere ubehagelige tanker og følelser, så du kan leve et meningsfuldt liv. Det er vigtigt for mig, at du føler dig mødt og forstået.
Jeg tilbyder desuden også samtaler på tysk.

Cecilie Grann Johansen
Studentermedhjælper
Som studentermedhjælper er jeg med til at planlægge dit forløb hos os – derfor kan det være mig, du hører fra på KonPsyks telefon eller mail. Herudover studerer jeg psykologi på Syddansk Universitet, og betragter det som min fineste opgave at kunne fordybe mig i, hvordan vi giver dig netop dét forløb, der passer til dig.

Anne Kløverpris Pedersen
Studentermedhjælper
Jeg er studentermedhjælper hos KonPsyk, og til dagligt studerer jeg psykologi på Syddansk Universitet. Det vil til tider være mig, du får i røret, når du ringer ind, og jeg vil gøre mit allerbedste for at sikre mig, at du får det helt rigtige behandlingsforløb hos os.
Kolding
Vores afdeling i Kolding er frisk og nyopstartet, og består nu af to psykologer.

Sandra Sørensen
Psykolog
Vi står alle sammen i hårde situationer sommetider, og min opgave er at finde vejen fremad i samarbejde med dig. Som psykolog stræber jeg derfor efter at skabe trygge rammer, hvor du kan snakke om alt det, der fylder – der er intet, som er forbudt at snakke om. Sammen kan vi derfor arbejde på at håndtere smertefulde følelser, tanker og oplevelser.

Andreas Lim
Psykolog
Alle mennesker fortjener at leve et godt og fuldt liv. Jeg ser det derfor som min fornemmeste opgave at hjælpe dig igennem livets svære og udfordrende oplevelser. Det er vigtigt for mig, at terapien er skræddersyet til dig og dine oplevelser, så vi sammen kan udforske dine tanker, holdninger og værdier – således at du bedst kan komme videre.