I ACT er der et grundlæggende formål: At blive i stand til at leve et meningsfuldt liv. Et liv, der er præget af vedvarende handlinger, som bidrager til meningsfulde relationer og aktiviteter. Hvordan bliver man i stand til det? Ved konstant at styrke og træne ens psykologiske fleksibilitet. Dette er en meget komprimeret beskrivelse – og lad os så lige folde det lidt ud. 

Først og fremmest: Hvad er et meningsfuldt liv? Et meningsfuldt liv handler om, at individet lever i overensstemmelse med de subjektive værdier, de har. Der er intet objektivt svar på, hvad et meningsfuldt liv er. Og der er derfor heller intet behov for at retfærdiggøre sine værdier. Nogle mennesker nyder at tilbringe tid i naturen. Andre at arbejde med mennesker, at opdage nye ting, at få børn og give dem et trygt hjem, at være en god kollega… Hvad der har værdi og er en meningsfuld aktivitet afhænger af individet og er i ACT noget, vi bruger tid på at udforske sammen. 

Når vi har fundet frem til en håndfuld værdier sammen med et individ, bliver det næste spørgsmål: Hvad er vedvarende handlinger, som bidrager til at få disse meningsfulde aktiviteter til at fylde? Vedvarende handlinger er de ting, man gør for at udleve sine værdier. Fx at få en tur i skolen, tage på arbejde, besøge nye steder, lege med sine børn eller at spørge ind til sine kollegaer. Det er handlinger, som man som udgangspunkt altid kan gå i gang med, og som i sig selv er meningsfulde. Ydermere er det handlinger, som er tilpasset en given kontekst. Betragt følgende eksempel: Lad os sige, at det er vigtigt for mig at være en god kollega, og det er noget, jeg forsøger at udleve ved at spørge ind til mine kollegaers weekend. Dette kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt, afhængig af konteksten. Måske kan jeg se, at min kollega har travlt, så derfor venter jeg med at spørge. Måske er min kollega syg. Ville det betyder, at jeg skal ringe til dem for at spørge om deres weekend for at være en god kollega? Nej, selvfølgelig ikke. Mine handlinger skal tilpasses konteksten. Lad os sige, at jeg har en værdi om at være ude i naturen. Men en dag, der tordner og regner det. Betyder det, at jeg ikke kan være i kontakt med mine værdier? Nej, det betyder bare, at jeg må vente med at udleve denne aktivitet til en dag, det passer bedre. Og måske er der andre måder, jeg kan få denne værdi til at fylde på. Måske kan jeg i stedet bruge tid på at forberede mig på min næste tur – en anden handling, men med samme værdi som motivation. 

For at kunne leve et meningsfuldt liv skal vi altså både have en evne til at være bevidste om vores værdier, og at kunne engagere os i kontekstuel vedvarende handling. Det lyder måske simpelt nok. “Jeg synes, det er meningsfuldt at være sammen med mine venner og se fodbold – så derfor tager jeg afsted hver torsdag for at gøre netop dette.” Simpelt! … Indtil det ikke er det. For vi mennesker har evner, som kan være med til at spolere denne jagt på et meningsfuldt liv. Lad mig stikke en proverbial pind i hjulet på ovenstående eksempel: “Jeg synes, det er meningsfuldt at være sammen med mine venner og se fodbold – derfor PLEJER jeg at tage afsted hver torsdag for at gøre netop dette. Men jeg burde ikke gøre det, fordi… Jeg burde ringe til min mor, jeg burde tage ned og træne, jeg burde ikke tage afsted fordi jeg bærer nag… Hvad nu hvis det bliver kedeligt? Hvad nu hvis det regner? Hvad nu hvis jeg skuffer mine venner? Hvad nu hvis…” 
Alt dette er eksempler på, hvordan tanker kan komme på tværs af vedvarende handling. Hvordan vores hjerner forsøger at hjælpe os til at leve det gode liv, men i stedet kommer til at lave en kortslutning, der afholder os fra at leve et meningsfuldt liv. Jo flere burde-regler vi har, jo mere infleksible bliver vi. Forestil dig livet som en forhindringsbane. Der er måske ribber, du skal klatre op og ned af, reb du skal svinge i, broer du skal balancere over – forhindringsbaner er svære! Men endnu sværere bliver de, hvis du siger til dig selv: “Jeg skal klare forhindringsbanen, men jeg burde ikke bruge min venstre fod” eller “Jeg må ikke lave fejl, jeg skal gøre det perfekt, det burde være let…” Måske kan disse udsagn til tider skabe motivation, men de kan også være med til at skabe en rigtig dårlig oplevelse af forhindringsbanen. Og husk, at i denne metafor er forhindringsbanen DIT liv. De regler og burde-sætninger, du sætter op, har betydning for, hvordan dit liv udspiller sig. Og det er ofte svært at se. Disse regler er ofte placeret lige i vores egen blinde vinkel, fordi de virker naturlige og åbenlyse, og ikke som noget, man kan sætte spørgsmålstegn ved. “Jamen, sådan er det bare… sådan har det altid været… sådan burde det være…” Måske! Men potentielt er disse sætninger netop grunden til, at du er forhindret i at gøre nogle af de ting, som netop vil skabe mening. 

At være bundet af éns regler og krav sidestilles i ACT med at være psykologisk infleksibel. Du kan sammenligne det med en arm eller kropsdel, der mangler at blive strukket og trænet. I ACT arbejder vi på at skabe fleksibilitet. At give mulighed for at strække regler og krav længere end normalt, for at udforske om det kan bidrage til vedvarende og meningsfulde aktiviteter i ens liv. Det kan fx være, at man får til opgave at prøve at udfordre en regel: “Hvordan ville de se ud, hvis du fulgte en værdi lige nu? Hvis du, i stedet for at følge din regel, fulgte en værdi lige nu? Hvordan kunne dette tænkte scenarie se ud? Kunne du være villig til at udforske det sammen med mig?

Man kan komme langt med ganske få, simple øvelser, hvor man sammen forsøger at få et nyt perspektiv på fastlåste situationer og tankemønstre. Ikke med henblik på at modbevise reglerne, men på at løsne dem en smule. Ofte skaber dette mere frihed til at gøre de vedvarende handlinger, som leder til et meningsfuldt liv.