Parrådgivning for børneforældre
Vores GRATIS parrådgivning er til jer forældre, som ønsker at arbejde med jeres problemer for at kunne skabe et trygt og stærkt parforhold. Vi tilbyder et forløb, hvor I både får arbejdet med jer selv som par og får muligheden for at deltage i gruppesamtaler med andre par.
Læs videre, hvis I ønsker at høre mere!

Måske genkender du nogle af de følgende eksempler i jeres parforhold?
- At du ikke længere glæder dig til at komme hjem efter en lang arbejdsdag?
- At I ofte taler forbi hinanden eller ikke lytter ordentligt til hinanden?
- At der er mere kritik end ros i jeres samvær?
- At skænderier eller følelsen af at blive skældt ud fylder for meget?
- At intimiteten og sexlivet er blevet en sjældenhed eller helt fraværende?
- At det er svært at tage hul på de svære samtaler? Og derfor undgår i dem…
- At gamle konflikter eller uløste problemer bliver ved med at dukke op?
- At en af jer eller begge føler sig overset eller ikke værdsat?
- At dagligdagen fyldes med praktiske gøremål, og der er for lidt tid til hinanden og det, der betyder noget?
Små justeringer, store forskelle...
Mange tror, at parrådgivning kun er forbeholdt par i krise – men vi ser anderledes på det. Vi tror på den forebyggende effekt af at dyrke kærligheden og konfrontere det, der skaber gnidninger. Man skal vande en plante jævnligt, ikke først når den er ved at falme og visne. Med nysgerrighed og åbenhed, vil vi hjælpe jer til at pleje og styrke jeres parforhold, så I kan trives og vokse sammen.
KonPsyk har modtaget midler fra Social- og Boligstyrelsen, som led i at forebygge samlivsbrud eller skilsmisse blandt forældre med børn under 18 år. Vi har derfor fået en mulighed for at kunne tilbyde jer parrådgivningsforløb helt gratis.
Hvad kan I opnå igennem et parrådgivningsforløb?
- Bliv klogere på dine egne usikkerheder og lær hvordan de spiller ind i jeres parforhold
- Lær at give udtryk for dine behov og at anerkende din partners behov
- Lær at kommunikere på en hensigtsmæssig måde
- Få redskaber til at arbejde sammen
- Lær at håndtere uenighed og konflikter
- Lær at identificere egne adfærds- og tankemønstre

Praktisk info om parrådgivningsforløb hos os
For at kunne modtage gratis parrådgivning, skal I opfylde nogle krav:
- I skal være forældre til et eller flere børn under 18 år
- I skal ikke have besluttet jer for skilsmisse/samlivsbrud
- I må ikke modtage anden familiebehandling for jeres problematik
Tilmelding
Du tilmelder dig ved at ringe til os og svare på en række spørgsmål. Hvis du ikke har tid lige nu, kan du skrive til os, hvornår du ønsker at blive ringet op.
Tid og sted
Forløb afholdes i vores klinik i Odense på Ansgargade 23, 1. sal. Vi starter de første forløb op i slutningen januar 2025.
Pris
Parrådgivningsforløb er GRATIS for alle, der opfylder kravene.
Er det noget for os?
Om parrådgivningsforløbet
Når I kommer ind til et forløb hos os, bliver I tilbudt både individuel parrådgivning og parrådgivning i gruppeforløb. Alle par er forskellige, og forløbet tilpasses derfor jeres behov.
De individuelle parrådgivningsforløb opstartes løbende, og overodnet set kan I regne med, at de består af 5 samtaler á 90 minutter. Nogle par kan have brug for flere eller færre samtaler – dette vil løbende vurderes af psykologen.
Strukturen er som følger:
- 1. Session: 90 minutter hvor begge partnere er med.
- 2. Session: Hver partner får 45 minutter sammen med psykologen. Dette behøver ikke at ligge på samme dag, hvis i ikke kan komme samtidig.
- 3. Session og de følgende herefter vil igen være 90 minutters sessioner, hvor begge partnere er til stede.
I tillæg til det individuelle forløb, tilbydes I også et gruppeforløb. I gruppeforløbet vil I som par møde andre par, der oplever lignende problemstillinger. Her tilbydes der 5 sessioner á 3 timer, der finder sted hver anden uge over en 10 ugers periode. Det første gruppeforløb opstartes i april.
Hvilke emner vi berører
Jeres sessioner vil altid tage udgangspunkt i det, der er vigtigt for jer som par, og de ting som fylder for jer. Her finder I nogle emner, der typisk arbejdes med i parrådgivningen hos os:
– Rollefordeling i familien
– Sex og intimitet
– Kommunikation
– Forældrerollen
– Konfliktløsning
– Økonomi
Hvordan vi arbejder
Formålet med parrådgivningen er at give jer færdigheder og værktøjer til at styrke jeres forhold, og derigennem øge trivslen i parforholdet og familien. Der vil tages udgangspunkt i, hvad jeres værdier og ønsker for parforholdet er, samt hvilke styrker og udfordringer i hver især har. Vores psykologer, Troels eller Johanna, vil understøtte kommunikationen mellem jer, og give jer modspil og indspark I kan forvente, at der i parrådgivningen vil indgå elementer som blandt andet:
– Afklaring af individuelle usikkerheder i form af skemaer
– Metaforer
– Perspektivøvelser
– Mindfulness
– Hjemmeopgaver
– Værdiafklaring
– Åben dialog faciliteret af psykologen
I inddrages naturligvis løbende i rådgivningen, så den kan skræddersys bedst mulig efter jeres behov.
ACT er den metode som vi arbejder med i KonPsyk. Rigtig mange psykologer gør brug af den, fordi den er effektiv til at arbejde med en bred vifte af problemstillinger, herunder arbejde med parforhold.
Et af principperne i ACT, er at vi skal forsøge at møde smerte med åbenhed og nysgerrighed. Meget af den lidelse vi oplever i vores liv, opstår fordi vi forsøger at undgå smerte. For at foregribe at dette bliver et udpræget mønster i vores liv, er vi nødt til at tage fat om de ting som er smertefulde.
Ét sted, dette kan gøre sig gældende, er i vores relationer til andre mennesker. Vi kan let komme til at bruge mange kræfter på at undgå konflikter, at undgå at blive såret, at undgå at tale om svære ting, at undgå at sige undskyld og være sårbare, at undgå at tale om sex eller økonomi og så videre. Og denne undgåelse kan måske virke som en succes i en stund. Man har succes med at undgå smerten nu og her. Men det kan blive til et udpræget mønster i vores liv, som pludseligt koster mere end det giver os. For hvad nytter det at undgå smerten nu og her, når man ender med at lide under, ikke at kunne tale om tingene, ikke at kunne sige undskyld, ikke at kunne give udtryk for sine behov, og så videre.
Det er ingen let sag at gå i gang med at tage hånd om smerten. Men det betaler sig. Og vi er eksperter i at skabe rammerne for, at du forhåbentligt tør at begynde på at tage de første skridt – sammen med din partner.
Læs meget mere om arbejdet med ACT her.
Undervejs i jeres forløb, vil i nok møde ordet skema. I virkeligheden kunne vi bruge ordet mønstre. Skemaer er nemlig bare en psykologisk betegnelse for mønstre, som vi som individer bruger ved at leve vores liv. Skemaer er således betegnelsen for de ting vi tænker om os selv, og den måde vi reagerer på de ting som sker omkring os. Nogle skemaer hjælper os i vores dagligdag, og hjælper os til at definere hvem vi er. Andre skemaer er uhjælpsomme og mal-adaptive. De skaber lidelse i vores liv, ved at føre til undgåelsesadfærd og uhensigtsmæssige reaktionsmønstre.
Forestil dig, at du lever efter følgende skema: “Når jeg får kritik, er det fordi jeg har gjort noget forkert.” Lad os sige, at denne måde at møde verden på har været gavnlig i en periode af dit liv. Den har hjulpet dig til at tage hånd om nogle ting du skulle udvikle, eller at du er blevet bevidst om måder du kunne arbejde med dig selv på. Måske det har været hjælpsomt. Men nu, hvor dit liv har ændret sig, og du ofte møder kritik, er det blevet et problem for dig, at du hurtigt reagerer forsvarende og vredt på din omverden. Det fører til konflikter, fordi dette skema hurtigt bliver aktiveret af din partner.
Formålet med at arbejde med ACT i forbindelse med jeres skemaer, er at blive bevidst om de hjælpsomme og uhjælpsomme skemaer, som i hver især bærer rundt på. Ofte vil man som par komme til at “trykke på hinandens knapper”. En anden måde at sige dette på er, at vi kommer til at aktivere hinandens skemaer. Vi vil ikke forsøge at ændre på disse, eller fjerne dem, men derimod at skabe forandring omkring den måde i møder hinandens skemaer på.
Lad os sige, at førnævnte eksempel gør sig gældende for jer. Når man møder kritik, fører det til at man reagerer med forsvar, vrede og måske konflikt. Det er ikke skemaet, der er forkert eller skal ændres. Det vi vil lære jer, er at undersøge skemaet sammen – med nysgerrighed. Hvordan bliver det aktiveret? Hvor kommer det fra? Og meget vigtigt: Hvordan kan vi hver især lære at reagere på det, når det sker? På den måde blive bedre til at møde hinanden i de ting som er svære.
Nedenfor kan du se vores normale priser for parrådgivning. Men dette forløb er gratis. Det er det, fordi vi får støtte fra Social- og Boligstyrelsen.
Normale priser:
1 session med individuel parrådgivning á 90 minutter: 2.395kr.
5 sessioner med individuel parrådgivninger: 11.975kr.
Hvem vil du møde i parrådgivningsforløbet?

Troels K. Rasmussen
Jeg hedder Troels og er psykolog hos KonPsyk. Jeg har siden 2021 beskæftiget mig med at skabe forandringer i mennesker liv ved at arbejde med ACT.
Mit mål er at skabe et rum, hvor vi tør tale om de ting som ellers forbliver usagte. Det er ved at få åbnet op omkring disse ting, at vi kan begynde at skabe forandring. For at kunne vokse – som individer og som par – er vi nødt til at være bevidste om de værdier vi gerne vil leve efter og vi er nødt til at turde åbne op om det, der er sårbart og smertefuldt. Lad mig være jeres guide til at komme i gang.

Johanna K. C. Streich
Jeg hedder Johanna, jeg er psykolog hos KonPsyk og det kan være, at I kommer til at møde mig i jeres parrådgivningsforløb.
For mig er målet med parrådgivning ikke at skulle udpege en partner, der gør noget forkert. Målet er i stedet at finde løsninger på de udfordringer, som I som par oplever. Det er jer, der vælger, hvilken vej der er den rigtige for jer og jeres parforhold. Jeg vil blot gå vejen sammen med jer og gøre jer opmærksom på nye måder at komme over forhindringerne på.

Hvem er KonPsyk?
KonPsyk er en psykologvirksomhed i Odense, der specialiserer sig i kontekstuel psykologi. I KonPsyk arbejder vi primært med individuel terapi og gruppeterapi, men vi tilbyder også supervision, undervisning, testning og kurser.
I KonPsyk lægger vi vægt på at arbejde med perspektivtagning, meningsskabelse og værdier som centrale elementer i vores praksis. Perspektivtagning hjælper os med at forstå vores egne og andres følelser og handlinger bedre, mens meningsfuldhed bidrager til at skabe retning og formål i livet. Når disse faktorer kombineres med et arbejde med individuelle værdier, skaber det et fundament for bæredygtige og tilfredsstillende livsforandringer.
Vi arbejder ud fra en tro på, at hver person har unikke styrker og potentialer, som kan udvikles og styrkes. Derfor tilpasser vi vores tilgange til den enkelte, så vi kan sikre, at behandlingen eller rådgivningen bliver relevant og effektiv. Hos KonPsyk er vores vision klar: Vi ønsker at bidrage til en verden, hvor mennesker kan leve med større selvindsigt, robusthed og glæde. Vi ser det som vores opgave at støtte og motivere mennesker til at tage ansvar for deres eget liv og finde vejen til personlig vækst og udvikling.
Du kan læse mere om KonPsyk her på vores hjemmeside.