Blog: Svaghed

“Jeg føler mig så svag…”

Jeg ser ofte, at klienter kommer ind ad døren med noget utrolig tungt. Det er tab af elskede, reaktioner på voldsomme hændelser, skilsmisser, mobning eller andre grunde til, at man har det svært af en eller anden grund. Eller sommetider kan vi måske ikke finde frem til en konkret grund til, at denne klient har det svært.

Det, der dog ofte går igen, er, at mange af disse klienter føler sig svage, små eller skrøbelige. Og det er uanset, hvad årsagen til deres lidelse er. Det ligner for mig, at vi i vores samfund har besluttet, at hvis vi har det svært med noget – og reagerer på det –, så må vi være svage. Og man er stærk, hvis man ikke bliver påvirket af ting.

For eksempel, så viser man styrke, hvis ikke man bliver påvirket af, hvor meget man bliver mobbet. Hvis man stadig kan gå på arbejde eller i skole, hvis ikke man kan se på vedkommende, at de bliver ramt, så roser vi dem for, hvor stærke de er.

Jeg er uenig i ovenstående definition af styrke og svaghed. Og desto flere klienter jeg har haft gennem min dør, desto mere bliver jeg optaget af det.

Lad os se, om jeg også kan overbevise jer om det. Jeg vil først lige fortælle lidt om undgåelsesadfærd.
Det er en ret naturlig respons for os mennesker at undgå ting, som gør ondt eller er ubehagelige. F.eks. giver det rigtig god mening at undgå at gå over vejen, hvis der kommer en bil, fordi så undgår vi skade på os selv.

Der er dog rigtig mange ting, som vi kan ende med at undgå, hvis det er for at undgå ubehagelige tanker eller følelser. Hvis vi bliver nervøse ved fester, så kan vi undgå at tage til fest, hvis vi bliver udmattet af alle vores planer ud over arbejde, så kan vi lade være med at lave planer osv.

Eller hvis der er nogle ting, som gør ondt at tænke på eller føle, så kan vi bare putte dem i en kasse og lade som om de ikke er der. Lade som om vi ikke bliver rørt af det (selvom det jo ofte kommer op af sig selv…) Hvis det går helt galt, så kan man selvfølgelig aflede sig selv ved at se en serie, tænke på noget andet, gå i seng eller måske drikke sig fuld eller tage nogle stoffer.

Hvis man er lidt uheldigt, så fører al den undgåelse sommetider også til, at man kommer til at undgå ting, som betyder noget for en (måske vil det have blevet en fed fest??)

Måske fanger I allerede lidt, at det ikke altid er positivt at undgå alt det, som er ubehageligt. Jeg er overbevist om, at vi sommetider bliver nødt til at se tingene i øjnene, så vi kan få dem bearbejdet i stedet for at blive rigtig gode til at undgå dem. Det vil ofte være utrolig smertefuldt, for det er ofte her, hvor vi finder alt det, som vi gerne vil være fri for.

Men det er lige præcis det, som alle dem, der kommer ind hos mig, har tilfælles: de har valgt at konfrontere det ubehagelige for at kunne arbejde det igennem. De vælger at udsætte sig selv for mere smerte, da det i sidste ende kan føre til heling.

Jeg synes ikke, at der er nogen som helst ”svaghed” i det.

Ofte er det jo de ting, som betyder mest, som også gør mest ondt. Tab af en elskede vil altid udløse smerter, og de fleste vil nok ikke mene, at det er svagt eller dårligt. Det er jo den anden side af den kærlighed, man har haft for personen. De fleste vil nok heller ikke mene, at det ville være ”stærkt” af den sørgende at vælge at undgå denne smerte, f.eks. ved at sige til sig selv, at det nok ikke betød så meget alligevel eller at prøve at komme på andre tanker. Nej, jeg tænker, at de fleste ville have den opfattelse, at det kan være sundt at sørge, og at det ikke er noget, som vi skulle prøve at undertrykke.

Det samme er i min optik tilfældet i terapi. Vi burde ikke tænke, at det er et nederlag eller svag, hvis man har brug for noget støtte en gang imellem. Faktisk mener jeg, at det kan være rigtig sundt, hvis man giver sig selv lov til at reagere på smerterne sommetider, i stedet for altid at prøve at undertrykke eller undgå dem.

Men jeg er interesseret i at høre, hvad I tænker. Er det virkeligt ”stærkt”, hvis vi tager det hele i stiv arm? Eller er der måske styrke i at vælge at være i smerten?